Vi er på besøg i Lene Skaus værksted i Saksild. Glasovnen spreder varme i det lille lyse værksted, der bugner med spændende materialer. Det er nemlig ikke bare materialer, men ting med en historie. Glasset til lyshusene stammer fra et stort drivhus, der måtte vige til fordel for nye parcelhuse for et par år siden. Gummiet til juletræsfødderne er rester fra en fabrik i Aalborg. Og kobbertråden kommer blandt andet fra de gamle ledninger, der bliver afleveret på Renosyds genbrugspladser.
Fascinationen af skrot hænger sammen med materialernes unikke historie. ”Det hele startede tilbage i 1993, da kobbertaget blæste af Århus Rådhus” fortæller Lene Skau. ”Jeg fik fat i noget af kobberet, og brugte det til at designe smykker. Det gik op for mig, at disse smykker nu bar rundt på en historie om en by, en bygning og en efterårsstorm. Jeg har lige siden arbejdet med genbrugsmaterialer, hvor historien følger med.”
Det miljøvenlige løber som en grøn tråd gennem designet fra Lene Skau. Brugen af genbrugsmaterialer sparer miljøet for belastningen ved produktion af nye materialer. Selv strømmen til glasovnen, køber Lene hos et selskab, der leverer grøn el. Lene håber, at hendes eksempel kan være til inspiration for andre. ”Jeg tænkte, at Connie Hedegaard nok trængte til lidt opmuntring op til klimatopmødet, så jeg sendte hende et af mine lyshuse sammen med historien om, hvordan det er blevet til. Nu har hun som bekendt fået nyt job, så jeg håber, at mit lyshus også vil virke inspirerende og sprede lidt lys og varme nede i Bruxelles. Det bliver der nok brug for, hvis man skal løfte EU’s klimapolitik” slutter Lene Skau.
Noget af det sidste Lene har kastet sig over, er produktionen af små juletræer af termoglas, kobbertråd og gummi. Lenes juletræer spreder blandt andet hygge hos Renosyd, der har skiftet den traditionelle julepynt ud med juletræerne, der kan genbruges år efter år. Juletræerne pryder også forsiden på årets julekort fra Renosyd. Kortene er i øvrigt trykt på et spændende nyt miljøvenligt materiale, der lever op til kravene i den såkaldte vugge til vugge-tankegang. Fordi vi ved, at det vi sender ud, kommer tilbage igen.
Renosyd leverer affaldsløsninger for ca. 8.000 virksomheder og 80.000 borgere i 4 kommuner.
Velkommen